Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Landsbyen som arbejdsplads

I Landsbyen bliver du en del af et stærkt arbejdsfællesskab, der er forankret i vores fokus på det gode børnemiljø. 

Vi er et børnehus med stor interesse for pædagogisk udvikling og pædagogiske projekter, og du vil få engagerede kollegaer, der løbende evaluerer egen praksis og en leder, der er meget interesseret i at sparre pædagogisk, har en åben dør og lytter til dine ideer. Hos os har du reel mulighed for at få indflydelse på hverdagen i vores børnehus og på dit eget arbejde. 

Vi er nysgerrige på hinandens pædagogik og er glade for at sparre med hinanden, ligesom her er plads til både at bede om og give hjælp til hinanden. Vi evaluerer løbende på vores praksis og finder nye løsninger, hvis noget ikke fungerer. Vi er ikke bange for at prøve nye ting af - det vigtigste for os er, at vi gør det, der er det rigtige for huset og vores børn. Vi arbejder blandt andet aktivt med at udvikle vores læringsmiljøer, så de tilpasses børnegruppen og det enkelte barn.

Vi er samtidig en social arbejdsplads, der holder af at bruge tid sammen med hinanden - også udenfor arbejdstid. Vi har en årlig julefrokost og et personale, der jævnligt tager initiativ til sociale arrangementer. 

Mulighed for kompetenceudvikling

Vi tilbyder løbende kompetenceudvikling til vores medarbejdere, så der altid er mulighed for at dygtiggøre sig - og vi tager fælles ansvar i hele huset for, at vi sammen bliver ved med at udvikle os og gøre det endnu bedre. Vi er en del af Klynge C i Brønshøj/Vanløse, og her har vi motorik- og sprognetværk og vores medarbejdere har været på kursus i blandt andet førstehjælp og low arousal. Derudover tilstræber vi, at alle vores medarbejdere skal have et kursus i ICDP (International Child Development Program). Tankerne bag ICDP er, at barnet skal mødes med anerkendelse af relations- og ressourceorienterede voksne. 

Vi har fire faglige fyrtårne i huset, der sørger for, at alle vores aktiviteter arbejder mod læreplanens mål, og som hjælper kollegaer i hverdagen med at sikre den høje faglige kvalitet, vi er stolte af.